 Ravnkilde kirke.
Ravnkilde kirke er en spændende bygning med en meget lang og indviklet historie. De ældste dele af kirken kan spores tilbage til 1050-1100 -tallet og hører således til blandt de ældste stenbygninger i Danmark
Gennem de mange århundreder har skiftende generationer sat sit præg på kirken, således at kirken nu fremstår med de mange tilføjelser såsom tårn, våbenhus, kapellet, apsis og hvælvingerne inde i kirken.
Kirken bærer i høj grad præg af de mange år, hvor den var under Nørlunds Slot, dvs. 1600-1700-1800-tallet, så den nu faktisk kan betegnes lid som en herregårdskirke.
Herregårdspræget ses straks man træder ind i kirken, hvor det første man får øje på er en mægtig sandstensportal omkring den gamle nordre kvindeindgang. Denne portal vil det føres for vidt at beskrive her, men den er bestemt et studium værd.
Som kirken fremstår er den, hvad farver angår, et resultat af den store istandsættelse i 1992-93.
I 1995 fik kirken det flotte store orgel på 10 stemmer, smukt bygget op om det store vestvindue.
Kirken er et værdigt og smukt rum om søndagens gudstjenester, bryllupper og begravelser, ligesom rummet på grund af akustikken og størrelsen er ganske velegnet til koncerter og anden musik.
På kirkegården ligger en stor gravhøj. Da den aldrig har været gravet ud, kan den ikke dateres e.l., men den stammer sikkert fra vikingetiden omk. år 1000.
På højen er anbragt en runesten med en indskrift, som ikke nødvendigvis hentyder til, hvem der ligger begravet i højen. Stenen blev fundet for år tilbage, hvor den lå som trædesten lige uden for våbenhuset.
Næsten hver søndag holdes der gudstjeneste i kirken, enten formiddag eller eftermiddag.
|