Webdesign:

Vedtægter

 

§ 1.
Foreningens navn er Støtteforeningen for Ravnkilde Skole.

 

§ 2.
Foreningens formål er at udvikle, synliggøre og styrke en attraktiv skole i Ravnkilde fagligt og socialt, med deraf følgende betydning og tilhørsforhold for hele nærområdet, herunder Kløvermarken, foreningslivet og erhvervslivet.


§ 3.
Alle der tilslutter sig Foreningens formål og har interesse for Ravnkilde Skole kan blive medlem af Foreningen. For at være gyldige medlemmer skal de have betalt kontingent og være registreret i foreningen.


§ 4.
Generalforsamlingen fastsætter medlemmernes kontingent til foreningen. Der opkræves kun et kontingent pr. husstand, virksomhed eller institution.
Sponsorater henlægges på særlig mærket konto.

 

§ 5.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 3-5 medlemmer, der vælges blandt myndige medlemmer på Foreningens generalforsamling. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper bestående af udvalgte foreningsmedlemmer efter behov og ønsker. Bestyrelsen kan indbyde gæster til sine møder.
Foreningen tegnes af formanden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede.

 

§ 6.
Bestyrelsen forvalter foreningens midler til gavn for Ravnkilde Skole i henhold til § 2.

 

§ 7.
Foreningens medlemmer og bestyrelsen hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilken alene foreningen hæfter for med den respektive formue.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor foreningen udover indbetalt kontingent.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.


§ 8.
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Den årlige generalforsamling afholdes efter nyt skoleår og inden efterårsferien med minimum følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning
3. Kassereren aflægger regnskab, herunder fastsættelse af kontingent.
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Valget gælder for et år. Genvalg kan finde sted.
5. Valg af to suppleanter. Valget gælder for et år. Genvalg kan finde sted.
6. Valg af revisor
7. Indkomne forslag
8. Eventuelt

Stemmeret på generalforsamlingen har alle myndige medlemmer der er indmeldt og har betalt kontingent min. 2 mdr. før generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal være lovligt indkaldt, dvs. at der er annonceret 14 dage før generalforsamlingen i et lokalt blad, eller ved rundsendelse til medlemmerne pr. e-mail.
Ekstraordinær generalforsamling kan om nødvendigt indkaldes med ned til minimum 1 uges varsel.
Ethvert forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

 

§ 9.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsesmedlemmerne finder det nødvendigt, eller hvis mindst 25 medlemmer stiller skriftligt forslag herom til bestyrelsen.
Ved indkaldelse til første ekstraordinær generalforsamling kan bestyrelsen vælge at se bort fra 2 måneders reglen.

 

§ 10.
Vedtægtsændringer kan kun ske på generalforsamlingen ved, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for.

§11
Udmeldelse af foreningen kan ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Et medlem kan ekskluderes af foreningen med øjeblikkelig virkning hvis 2/3 af bestyrelsen stiller krav herom. Ekskluderingen skal godkendes på den førstkommende generalforsamling.

 

§ 12.
Opløsning af Støtteforeningen for Ravnkilde Skole såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 2/3 (66,7 %) af de fremmødte medlemmer stemmer for opløsningen. Der kan kun deltage medlemmer på den opløsende generalforsamling der mindst har været medlemmer et halvt år forud.

I tilfælde af opløsning skal en eventuel formue anvendes til gavn for egnens børn og unge. På den opløsende generalforsamling beslutter et simpelt flertal hvad pengene skal anvendes til som er til gavn for børn og unge på egnen. Det er et krav at formålet er almennyttigt.

 

§ 13.
Vedtægterne for Støtteforeningen for Ravnkilde Skole er godkendt på den stiftende generalforsamling
 

 
©2007 Ravnkildeby.dk | Kontakt webmaster
Degn grafik